Oversigt

Fragt 49,00 kr.
I alt 49,00 kr. Gå til kurv

Søgning

Samarbejdspartnere

Thy Økobær                       

Ved Thy økobær i Sønderhå startede det hele som en plan for et alternativt landbrug. De ville gerne prøve noget nyt, og startede derfor på en frisk med økologiske bær. Dorthe og Niels Chr. Bach Nielsen har haft deres familiebrug i årtier. Minkavl er den væsentligste indtægtskilde, men også konventionel solbærdyrkning har fyldt en del siden 2000, idet bærbuskene har dækket et areal på op til 25 hektar. Der dyrkes mange forskellige økologisk certificerede bær på skråningerne ved Bakgaarden i Sønderhå.

De havde gået med nogle tanker omkring økologi og snakkede med en projektleder, om at føre planen ud i livet. Thy økobær startede, som en plan for alternativ landbrug. De ville gerne prøve noget nyt, og startede på en frisk med økologisk bær. Planen blev større og familien på Bakgaarden er nu endt op med flere forskellige sorter. Udvalget består af hvide og røde ribs, stikkelsbær, amerikanske blåbær, havtorn, solstik, aronia, kinesisk bukketorn og stikkelsbærkiwi.

Til vores varer bruger vi fra Thy Økobær aronia til sennep og marmelade samt blåbær og stikkelsbær til marmeladerne.

www.facebook.com/thyokobaer

Frilandsgrønt

Hos Karen og Jakob i Kjelstrup ved Thisted driver de et landbrug og frilandsgartneri. Her dyrker de jordbær til selvpluk, kartofler, dild, rodfrugter og rødkål. De lækre jordbær i jordbær og rabarber marmeladen er herfra.

Chokoladekurven

Traditionerne holdes stadig i hævd i den lille chokoladebutik på gågaden i hjertet af Thisted. Her er der de sidste 80 år blevet solgt håndlavet chokolade og andre lækkerier. Chokolade står deres hjerter nær og selvom deres butik bygger på stolte traditioner, skal der også være plads til fornyelse. Hos Chokoladekurven står de inde for de varer de sælger og ønsker ikke, at man skal nøjes med kompromisløsninger og standardiserede metervarer. De ved at kvalitet koster ekstra, men når du har smagt deres THY chokolade ved du også hvorfor – der er en verden til forskel. Alice, som ejer THYA, har tidligere været ejer af Chokoladekurven. Udover æsken med Thy chokolade får vi også flødebollerne fra Chokoladekurven. 

www.chokoladekurven.dk

Hjortdal købmand

Hjortdal Købmand er en lokal købmand med to målsætninger, der understøtter hinanden. Den ene er købmandsdrift og den anden er et arbejdsrettet tilbud for unge med psykisk sårbarhed. Købmandsbutikken understøtter områdets behov for en lokal indkøbsmulighed og er med til at fastholde og bevare en udvikling i Hjortdalområdet. Formålet med den sociale del af butikken er, at de unge med psykisk sårbarhed får en tilknytning til arbejdsmarkedet eller kommer i gang med en uddannelse. Hos Hjortdal Købmand produceres trækasserne med THYA brændestempel. Disse fås i tre størrelser.

www.hjortdalkobmand.dk

Elmelund

Elmelund er et bo- og uddannelsessted for sent udviklede unge mellem 18 og 30 år. Thy Skovservice er Elmelunds aktivitets- og samværstilbud, hvor de unge arbejder ude i naturen. Der er hele tiden masser af opgaver: Hugge, kløve og udlægge brænde, plukke bær og renovere et gammelt maskinhus. Der plukkes også havtorn og andre herligheder fra naturens skatkammer. Havtornene til vores marmelader, sennep og sauce er leveret af Elmelund.

www.elmelund-jbf.dk

Gravenhøj Frugthave

På de sydvendte skråninger så langt ude på Boddum, at næste stop er strandkanten og Skibsted Fjord, har den 78-årige Karsten Klitø Fritzner plantet sine frugttræer. Gravenhøj Frugthave, hedder stedet. Gravenhøj Frugthave er en ”åben have”. Alle der vil se og smage er velkomne indenfor, og smager tingene, så kan der handles.

Han har drevet sin have frem fra ingenting, da han overtog den godt 15 hektar store ejendom i 1969 ud fra den sikre overbevisning, at der ikke kunne findes et bedre sted. Nu har han ud over sine vinstokke 1.350 æbletræer, 200 pæretræer, 135 blommetræer, 60 ræer med syltekirsebær og 30 med de søde af slagsen. Alle æblerne til vores æblemost og æblesirup er fra Gravenhøj Frugthave.

Nordisk Brænderi

Nordisk Brænderi er et familieejet mikrodestilleri i Nordjylland, som i 2009 startede det gode håndværk med produktion af eksklusive og eventyrlige brændevine og snapse på nordiske frugter, bær, urter mm. 

Idéen til Nordisk Brænderi startede et sted i Arktis under indehaver og eventyrer, Anders Bilgrams, banebrydende ekspedition, Polar Passagen 2000. Her sejlede Anders med sit mandskab omkring Nordpolen i åben jolle (Poca 600) med formålet om at møde de forskellige, spændende kulturer langs Ishavets kyster samt den smukke og ubønhørlige natur.  

Nordisk Brænderi forsøger at inkorporere den omkringliggende natur i produkterne. Brænderiet bruger det lokale vand til fortynding, som flyder forbi destilleriet i den gamle istidsslugt, Hødalen. Og fælles for produkterne er, at kun de bedste råvarer bruges, som udvælges, sorteres og bearbejdes manuelt gennem hele produktionsprocessen for at sikre den bedste smagsoplevelse for kunderne. 

Destillationsprocessen foregår på et håndlavet Müller kobberdestillationsapparat fra Schwarzwald i Tyskland. Bernd Müller, som er mesteren bag dette fremragende Aroma destillationsapparat, er tredje generation i firmaet. Apparatet, som brænderiet benytter, er udstyret med en Aroma kolonne, som er designet til at udtrække smagen af mæsken - dvs. det, der destilleres på. Dette giver en unik og intens smagsoplevelse i produkterne. Nordisk Brænderi står bag vores THYA snaps og bitter.

www.nordiskbraenderi.dk